Nødvendigheden af en stabil fødevareproduktion
SØG      
   Hjem
   Kontakt
   Sitemap
Høringssvar
Grøn Vækst
Hvordan får vi plads til både natur og landbrug?

"Danmark er et af de lande i Europa, der har forholdsmæssigt størst areal under plov, og naturen har for lidt plads", siger Wilhjelm-udvalget i august 2001.

Landbruget dyrker cirka 62 procent af det danske areal. Godt halvdelen bruges til kornproduktion, mens resten er græs og grøntfoder samt raps og bælgsædsafgrøder, fremgår det af Bichel-udvalgets rapport fra marts 1999.

"Den massive landbrugsproduktion er blevet for meget. Belastningen af naturen og miljøet er uacceptabel", siger nogle.

"Millioner af mennesker sulter. Fødevareproduktionen har en svigtende evne til at følge med befolkningsudviklingen", siger andre.

I Danmark producerer vi fødevarer til ca. 20 millioner mennesker. Vi er jo kun godt fem millioner. Kunne vi ikke drosle ned? Prioritere selvforsyning og give plads til naturen? Det vil skabe en enorm tilvækst i naturværdierne, og har vi som danskere ikke råd og vilje til at betale prisen?

Bichel-udvalget konkluderede, at prisen for en sådan udvikling er uacceptabel høj. Udvalget anbefalede derimod en helhedsorienteret strategi for et fortsat bæredygtigt landbrug og dermed en bevarelse og videreudvikling af de store værdier, landbruget tilfører det danske samfund. Men på visse betingelser!


Hvem er den skyldige?
Anvendelse af kemisk planteværn i afgrøderne vurderes af nogle at medføre en acceptabel miljøeffekt. Gennem dialog med vore interessenter i det danske samfund finder vi det nu og da svært at finde "fodslag", når vi diskuterer miljøeffekter. Kritikerne siger, at i og med vi fjerner ukrudt og andre skadevoldere i afgrøderne, så fjerner vi fødegrundlaget for agerlandets fauna. Det anses som en uacceptabel miljøeffekt.

Bichel-udvalgets eksperter konkluderede blandt andet: "Overordnet set er det ikke den enkelte mark og dens evt. tab af vilde planter, som er problemet, men snarere den landsdækkende, samlede påvirkning af agerlandets karakteristiske flora, hvor store afstande mellem små, udyrkede biotoper som vandhuller, hegn, diger og gærder nedsætter spredningen og genindvandring af arter og øger risikoen for lokal udryddelse."

Om mekanisk ukrudtsbekæmpelse siger Bichel-udvalget blandt andet: "Er den effektiv, vil mængden af ukrudtsplanter ikke være væsentligt anderledes end i pesticidbehandlede marker. Den mekaniske bekæmpelse giver dog ikke samme risiko for afdrift og heri kan der ligge en gevinst. En intensiv mekanisk jordbearbejdning om efteråret giver desuden risiko for øget kvælstofudvaskning gennem vinterhalvåret."


Bæredygtigt Landbrug
I "Godt Landmandskab 2005" formulerer landbruget målsætningen for den faglige udvikling. Målsætningen i Godt Landmandskab 2005 bygger på principperne for Integreret Produktion, der er fundamentet i Bæredygtigt Landbrug.

Landbruget siger, at man vil anvende bl.a. plantebeskyttelsesmidler under hensyn til miljø og sundhed og gøre en aktiv indsats for at opretholde en biologisk mangfoldighed i landskabet.

Dansk Planteværn har gennem en årrække arbejdet med Integreret Produktion og dermed aktivt støttet en fortsat udvikling af Det Bæredygtige Landbrug. Derfor støtter vi også principperne i Godt Landmandskab 2005. Vor parole: "Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt" gælder anvendelse af planteværn, men gælder også i mange andre situationer.


Ansvarlighed
Pesticidhandlingsplan II pålægger landbruget at få behandlingshyppigheden under 2,0 ved udgangen af 2002. Endvidere påbydes en række tiltag, der fokuserer på øget hensyn til det omgivende miljø.

Ved udgangen af 2001 fremlagde landbruget dokumentation for, at behandlingshyppigheden allerede er under 2,0. Der er etableret beskyttelsesbræmmer på 20.000 ha. Der er iværksat adskillige naturgenopretningsprojekter, etablering af vandhuller i det åbne land, plantning af læhegn og dyrkningsaftaler mellem vandværker og landmænd. Endelig er man begyndt at udarbejde naturplaner som en integreret del af dyrkningsplaner på bedriften - ja man kunne vel blive ved!

At være forvalter for mere end 60 procent af Danmarks natur kræver ansvarlighed. Det er min opfattelse, at landbruget lever op til sit ansvar. Også når det gælder naturforvaltning.

Af og til undres man over al den klagen og jamren om forarmelse af agerlandets natur samtidig med, at der stilles krav om formaliseret adgang til det åbne land. Det er måske lidt naivt, men personligt har jeg sjældent oplevet noget så smukt og rigt som det danske landskab i vækstsæsonen. Jeg mindes heller aldrig at være blevet forment adgang til disse fantastiske herligheder.

Men jeg er jo også fra landet.

 Per Kristensen, Dansk Planteværn